Tanker om at strikke oppefra-ned og halsudringningsudfordringen

ja, navnet på blogindlægget er ikke særlig mundret. Men halsudringingen på vores strikkede sweaters og bluser er vigtig. Både for at man synes, at blusen sidder godt, og for at den ser ud, som man gerne vil have.  Så derfor kommer her nogle tanker om, hvordan man kan lave en god halsudrigning, når man man strikker oppefra-ned.

I "gamle dage" strikkede vi trøjer nedefra og op. Tit strikkede vi et forstykke og et bagstykker og 2 ærmer, og så blev det hele syet sammen. Diskussionen gik meget på, hvordan man syede pænt sammen, så der ikke blev en tyk kant  langs alle sammensyningerne. Monteringen var meget vigtig, da det  jo var var prikken over i´et, der gav striketrøjen en flot afsluttende finish.

Så skete noget.  Tingene blev vendt på hovedet. Eller retter strikketøjet blev vendt 180 grader. Nu begyndte vi at strikke vores sweaters og bluser fra halsen og ned. Jeg havde været i USA og fundet en meget spændende bog om at strikke nedad. Hjertegarn udgave et lille hæfte, der hedder "En opskrift - 1000 muligheder", der meget grundigt beskriver hvordan, man strikker "omvendt" - altså fra halsen og ned.

I butikken havde vi nogle overvejelser om, hvordan man fik raglanudtagninger til at se bedst ud, når man nu skulle strikke nedad.

Ganske vist, var det ikke en ny opfindelse, det var bare ikke rigtig noget vi gjorde i dansk strikning.

Det skulle ændre sig. For pludselig snakkede alle om Ingen Dikkedarer og Novice Sweater. Det var PetiteKnits første (?) strikkeopskrifter, der blev bredt ud til  os strikkere. De beskriver udførligt og grundigt, hvordan man strikker en sweater fra halsen og ned.

Novice Sweateren er som navnet siger stadig et godt sted at starte, hvis man er nybegynder eller næsten, og synes, at nu er tiden altså kommert til at strikke sig en sweater. Den har hals uden udringning, og der strikkes rundt på rundpind med en omgang med udtagninger med jævne mellemrum. På den måde vokser der nærmest en trøje frem, mens man bare strikker retmasker.

Ingen Dikkedarer er også en godt sted at begynde med sweaterstrikning. Den er maåske en lile smule mere avanceret, da udtagningern nu samles ved skuldrene, så man får en raglansweater. Til gengæld er man stort set udlært, når man har strikket sin første sweater.  

Både Novicesweateren og Ingen Dikkedarer holder stadig, da de begge er gode opskriftern på den uundværlige basissweater.

Siden er der sket meget. Vi vil ikke altid have en halskant, der er lige høj i nakken og foran. Så begyndte vi at strikke german short rows, altså vendepinde i nakken, der ved at forhøje nakken skubber sweateren længere ned foran, så den ikke sidder så højt op foran på halsen. Det er sådan set en udmærket løsning, men ulempen kan være, at man synes, at trøjen sidder for langt op af nakken.

Så er der muligheden for at forme halsudringingen ved at slå masker op undervejs. Her begynder man med at slå et antal masker op, der svarer til nakkens masker og skulderens masker. Der strikkes så frem og tilbage over disse masker, og hver gang man har strikket den sidste maske, slås et antal masker op på pinden. Vend og strik tilbage, og slå masker op efter sidst maske. På den måde øges maskeantallet , hvilet svarer til , at man strikket sig indad mod midten af forstykket.  På et tidspunkt samles alle masker til en ring, og der strikkes nu rundt i glatstrik. (Strikker man f.eks. en raglansweater, så husk raglanudtagningerne allerede fra arbejdets begyndelse).

Jeg har eksperimenteret  lidt med halsudringinger på denne måde,, men er (endnu) ikke nået frem til nogen formel for, hvordan halsudringningen bliver smukt formet, som jeg ser den for mit indre øje.  Og så må man jo trøste sig med, at det er processen, der er vigtigst.

Jeg har dog gjort et par erfaringer. Jo flere pinde, der strikkes uden at slå masker op og jo færre masker, der slås op pr. gang, jo dybere bliver halsudringen. 

Og omvendt, jo oftere, der slås masker op, og jo  flere der slås op ad gangen, jo fladere bliver halsudringningen.

Jeg synes, at det bedste resultat i mine øjne, er at starte langsomt. Det vil sige strik nogle centimeter uden at slå ny masker op, slå så 1-2 masker op ved afslurningen af hver pind.  Gør dette 1-2 centimeter, slå så 3-4 masker op i slutningen af hver pind nogle gange.

Slå så 5-6 masker op i slutningen af hver pind. Næste gang slås de restrende 8-12 masker op, og der strikkes nu rundt over alle masker på rundpinden.  Du skal nu have lige mange masker på forstykket som på bagstykket. (Med mindre du bevist ønsker et forstykke og bagstykke ikke skal være lige brede.)

Ovenstående tal er ikke en opskrift, og det er som sagt slet ikke en formel for at forme den perfekte halsudringning. Det er mere en beskrivelse af, hvordan man kan eksperimentere sig frem til en halsudringning, og hvordan man kan lege med hyppigheden af udtagninger og mængden af masker, der slås op, og derved se, hvordan udringningen får sin form.
Den kan blive dyb og smal eller kort og bred....og alt der i mellem. Det er i hvert fald en øvelse, der giver en fornemmelse for, hvordan man kan forme kurver i sit strik. God fornøjelse.

Med venlig hilsen

Anne-Mette